Søg støtte til innovative sundhedsløsninger

Har du udviklet morgendagens innovative sundhedsløsning, men mangler du finansiering til at komme videre? Innovationsklinikken har indgået et samarbejde med Svend Andersen Fonden om mulighed for at få støtte til at kvalificere og realisere projekter inden for sundhedsinnovation. 

I et nyt samarbejde mellem Svend Andersen Fonden og Innovationsklinikken får du nu mulighed for at få støtte til dit innovationsprojekt. Finansieringen fra Svend Andersen Fonden er skræddersyet til at sikre kvalificering & realisering af projektideen, der kan bidrage til implementering af innovative løsninger til sundhedsvæsnet i Region Nordjylland.

Du kan søge om 50-100.000 kr., og forventningen til projekter er, at det kliniske problem og behov er beskrevet, du er tydelig på, hvad den forventede værdiskabelse med løsningen er, samt hvilken effekt den skaber i sundhedsvæsenet. 

Svend Andersen Fonden yder støtte til lægevidenskabelig forskning, hovedsagelig ved Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital, og ønsker i samarbejde med Innovationsklinikken, Aalborg Universitetshospital, at uddele op til 100.000 kr. pr. år til projekter, der viser potentiale for at bidrage til realisering af innovative løsninger til sundhedsvæsnet i Region Nordjylland.

Forud for ansøgningen, kontakt Bente Koch Pedersen bente.p@rn.dk med henblik på drøftelse af din idé samt fremsendelse af ansøgningsskema.

Ansøgningsfrist er fredag d. 11. august 2023 kl. 12.00, og ansøgningen skal sendes til bente.p@rn.dk

Opdateret